Specialtandpleje

Har du en varig funktionsnedsættelse, og svært ved uden hjælp at fungere i en almindelig hverdag, kan du søge om specialiseret tandpleje. Det skal være udelukket, at du kan benytte de almindelige tilbud i børne- og ungdomstandplejen, voksentandplejen eller omsorgstandplejen.

Hvad er specialtandpleje?

Specialtandpleje er et specialiseret tandplejetilbud til børn og voksne med så store funktionsnedsættelser, at de ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud hos praktiserende tandlæger, omsorgstandplejen eller børnetandplejen.

I specialtandplejen har man krav på at få samme behandlingsformer, som kommunal børne- og ungetandpleje eller private tandlægepraksisser tilbyder.

Behandlingerne i specialtandplejen omfatter primært nødvendige istandsættelser af tandsættet.

Behandlingen udføres af særligt trænet personale i den kommunale specialtandpleje eller af den Regionale Specialtandpleje i Region Midtjylland.

Man skal visiteres til specialtandpleje

Det er borgere med varig funktionsnedsættelse, og svært ved uden hjælp at fungere i en almindelig hverdag, der kan søge om specialiseret tandpleje. Det skal være udelukket, at borger kan benytte de almindelige tilbud i børne- og ungdomstandplejen, voksentandplejen eller omsorgstandplejen.

Man skal visiteres til specialtandpleje, og derfor skal der laves en henvisning fra en fagperson. Henvisningen kan komme fra egen læge, tandlæge eller sygeplejefagligt eller pædagogisk personale.

Alle henvisninger skal ske via denne henvisningsblanket

Når henvisningen er modtaget, indkaldes borger til en tandfaglig vurdering. Grundlæggende er det borgers tandplejebehov og funktionsniveau, der ligger til grund for beslutningen om, hvorvidt de tilhører målgruppen for specialtandpleje.

Den kommunale tandpleje kan også henvise almindelige, behandlingsangste børn og omsorgspatienter for enkeltbehandling i narkose.

Hvis der efterfølgende sker ændringer i en borgers situation, kan han/hun blive udvisiteret af specialtandplejen.

Fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser

De borgere, der bliver tilbudt specialtandpleje, vil have vanskeligt eller umuligt ved at benytte tandplejen hos privatpraktiserende tandlæger. Borgernes funktionsnedsættelser kan være både fysisk og psykisk, og vil typisk være varig. Der behandles fx borgere med: autisme, sindslidelser, cerebral parese, hjerneskade, udviklingshæmning, Parkinsons sygdom og sklerose.

Personer, der principielt godt kunne benytte de eksisterende tandplejetilbud, men som af sociale eller andre grunde – fx tandlægeangst – har valgt tandplejetilbuddet fra, er ikke omfattet.

Klagemuligheder

Man kan som borger/patient, i henhold til LBK nr 995 af 14/06/2018, klage til Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Patientombuddet) over kommunens afgørelse. Man kan klage over:

  • om man er omfattet af reglerne om specialtandpleje
  • egenbetalingen
  • omfanget af specialtandpleje.

Egenbetaling

Der er en egenbetaling for borgeren på max. kr. 2.380 kr. pr. år (2026) at være tilmeldt specialtandplejen. Egenbetalingen pristalsreguleres hvert år. Børn og unge under 22 år (født efter 31.12.2003) betaler ikke noget. Regningen udsendes i starten af kalenderåret for de ydelser der er modtaget året før.

Betalingen dækker al tandlægelig behandling og forebyggelse, som der ud fra en tandlægefaglig bedømmelse er behov for og som er realistisk at gennemføre. Der tilbydes også behandling i narkose. Borgeren skal selv betale for transport/forflytning til/fra tandklinikken.

Tilskud fra sygeforsikringen ”danmark”

Hvis man er medlem af Sygeforsikringen ‘danmark’ kan man få et tilskud til egenbetalingen.

Tilskud fra Danske Regioner (‘sygesikringen’)

Hvis en borger er tilmeldt specialtandplejeordningen, kan han/hun ikke samtidig modtage tilskud til tandbehandling fra Danske Regioner (‘sygesikringen’). Det er frivilligt at være med i specialtandplejeordningen, og man kan til hver en tid melde sig ud.

Specialtandplejen er:

  • forebyggende og vedligeholdende tandpleje
  • afhjælpning af smerter
  • behandling af funktionsforstyrrelser og sygdomme i tænder, mund og kæber
  • behandling baseret på realistiske behandlingsbehov
  • undervisning i, hvordan mund, tænder og proteser plejes korrekt

Fordelene for borgeren ved behandling skal klart overstige ulemperne. Der kan tilbydes større behandlinger, hvis borgerens almentilstand og hygiejne er velegnet.

Behandlingerne i specialtandplejen

De mest almindelige behandlinger i specialtandplejen er: undersøgelse, tandrensning, fyldninger, protesekorrektioner, protesereparationer og tandudtrækninger.

Hvor kan man blive behandlet og hvem foretager behandlingen?

Behandlingen udføres af særligt trænet personale fra den Regionale Specialtandpleje i Region Midtjylland eller i den kommunale specialtandpleje.

Alle behandlinger i specialtandplejen udføres med særlig hensyntagen til, at patienterne har funktionsnedsættelser. 

I klinikken åbningstid

Hvis en borger, der er visiteret til specialtandplejen, får brug for behandling i klinikkens åbningstid, skal man kontakte enten Tandplejen Nordvestjylland eller Afdeling for Regional Specialtandpleje på tlf. 78446700, afhængig af hvor man normalt modtager tilbuddet.

I weekender og på helligdage

I weekender og på helligdage, kan henvendelse ske til Tandlægevagten i Region Midtjylland.

Region Midtjyllands Tandlægevagt

Region Midtjylland har oprettet en Tandlægevagt, som man kan benytte i det omfang, borgeren kan transporteres til Tandlægevagten. Vær opmærksom på, at man ikke alle steder kan møde op uden forudgående, telefonisk aftale. Og tjek på forhånd, hvad behandlingen koster og om der skal betales kontant.

Region Midtjylland har tandlægevagt i Århus. Du kan læse mere om Tandlægevagten i Region Midtjylland.

Akut nødbehandlingsbehov uden for tandlægevagtens åbningstid

Hvis borgeren har et akut behov for tandbehandling, og der ikke er mulighed for at benytte en af de ovennævnte nødbehandlingsmuligheder, må borgerens egen læge eller vagtlægen tilkaldes.