Tandpleje til skolebørn

Forebyggelse

Effektiv tandbørstning er en forudsætning for at undgå huller i tænderne. Derfor tilbyder vi intensivt tandbørstekursus på 4. klassetrin. Efter behov tilbyder vi yderligere tandbørstetræning, fluorpensling og lakering af dybe furer i tænderne.

Alle skolebørn indkaldes individuelt efter behov. For børn med lille risiko for huller kan der være adskillige måneder mellem tandeftersyn, mens børn med stor risiko for huller indkaldes hyppigere.

Tandplejen ønsker, at forældrene følger deres børn til tandlæge mindst til og med 4. klassetrin for at styrke samarbejdet mellem hjem og tandpleje.

Under skoleforløbet får udvalgte årgange besøg af tandplejen. Der orienteres om tandsygdomme, kost, hjemmetandpleje samt ansvar for egen tandsundhed.

Nogle børn har behov for en tandregulering

Hver gang barnet er til undersøgelse, vurderer vi tændernes frembrud og tandstillingen. Efter behov bliver barnet undersøgt af en specialtandlæge (bøjletandlæge). Du får besked om resultatet af undersøgelsen. Hvis specialtandlægen vurderer, at tandregulering kan tilbydes, bliver både du og dit barn indbudt til et møde, hvor I bliver informeret om behov og behandlingsmuligheder.

Husk – det er dig og dit barn, der selv bestemmer, om I vil sige ja til behandling.

Skade på blivende tænder

Hvis barnet/den unge slår de blivende tænder, er det bedst at komme til tandlæge samme dag. En blivende fortand, der er slået helt ud, skal hurtigt sættes på plads. Hold tanden fugtig og undgå at berøre tandens rod. Og så hurtigst muligt til tandlægen. Se folderen Førstehjælp til tandskader eller læs mere om uheld og skade.

Tandplejen behandler alle tandskader, indtil barnet/den unge fylder 21 år. Mange store skader kan dog først behandles færdig langt senere. Derfor er det vigtigt, at I har en ulykkesforsikring, der dækker tandskader.